Følgende artikel er jeg faldet over på www:
Rentestigninger truer andelsboliger
22. mar. 2006 06.58 Erhverv
Købere af nye andelsboliger kan brænde fingrene alvorligt, hvis renten fortsætter med at stige.
Sådan lyder advarslen fra flere boligeksperter.
Mange nye andelsboligforeninger bliver baseret på de billigst mulige lån, og det er også de mest risikable.
- Der sidder rigtigt mange andelsboligforeninger med afdragsfrie F1-lån, og det er nærmest en tikkende bombe, mener den århusianske boligadvokat Michael Thygesen, der har adskillige andelsboligforeninger som klienter.
Nogenlunde enslydende er advarslen fra en række andre kendere af andelsboligmarkedet:
Hvis renten stiger endnu mere, står mange nye andelsboligforeninger skidt.
Deres medlemmer har generelt en ringere økonomi end boligejere, og samtidig kan det være sværere for en forening at opnå enighed om mere sikre, men dyrere lån.
Revisor Peter Kajhøj, der har mange østjyske andelskunder, peger også på, at der ikke er rentefradrag for andelsforeningernes realkreditlån.
- En væsentlig forskel er, at skattevæsnet via rentefradraget betaler en tredjedel af renterne for boligejere, mens andelsbolighaverne må betale det hele selv. På den måde har boligejerne råd til en højere rentestigning end andelsbolighaverne, siger Peter Kajhøj.
Alene det sidste halve år er den korte rente hævet med 0,6 procentpoint.
Jyske Bank i Silkeborg vurderer, at der formentligt kommer yderligere et par renteforhøjelser inden året er omme, og stigningen når dermed op på samlet 1,1 procentpoint.
Den slags gør rigtigt ondt i andelsboligforeningerne; især i en by som Århus, hvor mange af andelene er købt af studerende, og hvor ejendommene er så dyre, at de fleste nye andelsboligforeninger har taget de billige, men risikable F1-lån for at få økonomien til at hænge sammen.
- Hvis foreningens lån er på 6 millioner kroner, og renten stiger bare en procent, så er det en ekstra udgift på 60.000 på årsbasis. Det svarer til 5000 kroner per måned fordelt på 5-7 andelshavere, og det kan være en meget stor byrde for den enkelte, siger Peter Kajhøj.
Skrevet af: Lene Kok
Her er det så jeg undrer mig. De selvsamme administratorer har x antal måneder tilbage, haft en finger (ja måske endda en hel hånd) med i spillet om at få gamle, billige andelsforeninger solgt og opløst.
Dengang velvidende at en nye andelsforening, vil blive lavet på risikable lån.
Måske er det bare en måde at dække sig ind på via ovenstående artikel; jeg mener deres roller i modellen med at opløse foreninger er meget, meget amoralsk.
Jeg behøver bare tænke på dem, som har købt, der hvor jeg kommer fra, det er netop hovedsageligt studerende/unge mennesker, som ikke har råd til at købe en ejerlejlighed og derfor nu risikerer at "gå på røven" i en andelsforening, som de troede var et godt køb. Jeg får en underlig fornemmelse i maven på deres vegne.
Er det sådan vi ønsker boligmarkedet skal være for de kommende generationer?
Den tikkende bombe ligger lige for, med administratorerne som fyrværkere.
mvh. moccha