Der siges at være en forklaring på alt i denne verden, så derfor må der nødvendigvis også være en forklaring på det jeg oplever. Men kan du ikke lige fortælle mig hvorfor der kommer et brev fra afdelingens advokat hver gang vores 3 mands bestyrelse ønsker at kommunikere med mig.
Vores formand er en meget magtbegærlig og manipulerende formand, som altid har et flertal i bestyrelsen, og derfor også altid kan få tilladelsen til at kontakte en advokat af sine 2 tro disciple. Men fortæl mig lige hvor den naturlige forklaring ligger i denne form for kommunikation? En kommunikationsform som koster kassen for alle andelshavere!
Han bruger også advokaten til mange andre meget små og ubetydelige opgaver. Opgaver som jeg ved flere lejligheder har tilbudt at løse for ham. Men nej, han stryger lige op til advokaten igen og igen. Engang havde han inviteret advokaten til et møde som skulle foregå om aftenen. Timepris 2500 kr. Dette fik jeg dog stoppet i 11. time vha. en skrivelse til de andre andelshavere.
Jeg har ved flere lejligheder forsøgt at råbe de andre andelshavere op, og gøre dem opmærksom på vores total uduelige og inkompetente formand, samt hvor uheldig det er at vi har 2 bestyrelsesmedlemmer siddende, som altid siger ja, når formanden spørger. Altså har vi en mand siddende i toppen som bestemmer alt. At denne ene mand på samme tid er total forstyrret, gør bestemt ikke forholdene bedre.
Som den dygtige manipulator han er, har han nu fået vendt de andre andelshavers vrede mod mig, da jeg er den eneste i afdelingen, som tør at sætte spørgsmålstegn ved hans meget kaotiske lerderstil.
Men hvad kan jeg gøre, hvis vi ser bort fra salg af min andel?