Side 1 af 1

Andelsboligforening blev formelt frifundet i ”bilagssag”.

Indlæg: 15/12/2004 02:27
af befolo
Andelsboligforening blev frifundet i ”bilagssag”.

En andelshaver ville se regnskabsmateriale og underbilag, men det kunne ikke ske uden videre.

En andelsboligforening blev af Københavns Byret den 13/12 2004 i sag nr BS 7C-13863/2003 frifundet for at anerkende at en andelshaver har ret til at at gøre sig bekendt med foreningens regnskabsmateriale og underbilag fra den 1/11 1997 til sagens anlæg den 27/1 2004, idet sagsøger havde ønsket at se alt regnskabsmateriale for en periode på mere end 6 år, men ikke angivet hvilke forhold, der eksakt ønskedes undersøgt, eller sandsynliggjort at behandlingen af regnskaberne har afskåret ham fra at modtage relevante oplysninger.

Dommen siger dog, at andelshaveren har fornøden retlig interesse i at få pådømt, hvorvidt han har ret til at gøre sig bekendt med foreningens økonomiske forhold. Da påstanden også er konkret udformet for så vidt angår hvilken periode der ønskes adgang til regnskabsmateriale med underbilag, er påstanden så konkret, at retten kunne tage den under behandling.

Retten afviser ikke at andelshavere som deltager i det ikke ubetydelige økonomiske fælleskab kan have en selvstændig interesse i at gennemgå grundlaget for foreningens regnskaber, til trods for at regnskaberne skal udarbejdes af en revisor efter vedtægterne. Derfor må andelsboligforeningens vedtægter fortolkes sådan, at de ikke i almindelighed afskærer en andelshaver fra at gøre sig bekendt med regnskabsmateriale med tilhørende underbilag.

Det må dog forudsættes, at andelshaveren konkret kan angive, hvilke økonomiske forhold der ønskes gennemgået, ligesom han skal godtgøre, at gennemgangen har et beskyttelsesværdigt formål.

Andelshaveren har således ikke en generel adgang til aktindsigt i alt regnskabsmateriale, men må som udgangspunkt respektere foreningsstrukturen og den tilhørende vedtægt for så vidt angår revision og behandling på generalforsamling.

Men hvis ikke behandling efter vedtægterne fører til et rimeligt resultat, må andelshaveren som led i mindretalsbeskyttelse have ret til aktindsigt.

Staten betaler i sagsomkostninger 30.000 kr til andelsboligforeningen, da der var bevilget fri proces under sagen, som havde et omfattende omfang.

København den 14/12 2004
BF Poppelgården 2000