Vi bor i en dejlig stor sammenlagt andelslejlighed. Vi benytter det tilbud der er givet ud til samtlige andelshavere om en fælles pakkeløsning med fjernsyn, internet og telefoni gennem samme hovedudbyder, og denne løsning er vi ganske tilfredse med.
Derimod undrer vi os lidt over, at andelsboligforeningens bestyrelse kræver, at man tager stilling til, hvorvidt man i en sammenlagt lejlighed vil have de respektive stik aktiveret i den ene eller den anden side. Dette finder vi mildest talt besynderligt, og egentlig også som et unødvendigt indgreb i vores disponering af de 130 m2 vi råder over. Jeg mener ikke det i år 2008 er usædvanligt at finde mere end ét TV, én telefon eller én computer i en husstand. Vist kan forlængerledninger trukket gennem hele lejligheden distribuere et TV-signal i begge stuer, men det er næppe nogen særlig praktisk eller æstetisk behagelig løsning.
For vores udbyders vedkommende drejer det sig, så vidt jeg kan forstå, alene om at trykke på en knap i et EDB-system; det skulle formentlig ikke komme til at koste os mere af have denne "luksus". Kan en bestyrelse med rette bestemme, om vi må have TV/internet/telefon i kun den ene del af en sammenlagt lejlighed? Og ville de i så fald også kunne vedtage, at man kun måtte have strøm i så-og-så-mange værelser? Det forekommer os - baseret på mange andre episoder her i foreningen - at bestyrelsen er lidt for glade for deres egne magtbeføjelser og har for meget fritid til at udøve den.
Det skal i øvrigt nævnes, at vi har betalt for installation og etablering af netstik i begge lejligheder.