Hej Andelsbolig-debat,
Jeg har læst masser af indlæg igennem her på siden, men ikke fundet et svar på mit spørgsmål.
Situationen er banal, men alligevel ikke så nem at forklare - jeg forsøger:
Vi har netop solgt en andelslejlighed gennem en mægler. Maxprisen var 730.000, men den endte med at blive solgt til 540.000, dvs. et ret stort afslag.
Der er i forbindelse med salget blevet udført en vurderingsrapport, hvor komfuret i køkkenet er sat til 0,- Komfuret var ligeledes sat til 0,- da vi købte andelen i 2007.
Nu har køber henvendt sig med påstanden om at komfuret ikke fungerer korrekt og han vil have 2.000,- som kompensation herfor. Selvom det er 'småpenge' set i lyset af det samlede beløb der er handlet for, og det afslag der er givet, mener vi ikke det er et rimeligt krav.
I købsaftale udarbejdet af ejendomsmægleren står, at løsøre er i 'brugbar stand', men hvordan defineres det? Vi har brugt komfuret i den tid, vi har boet der, og det har virket som forventeligt af et gammelt komfur, som er værdisat til 0,-
Det er vel på et eller andet plan købers ord mod sælgers ord, altså om komfuret i er brugbar stand?
Gør der sig noget særligt gældende, når løsøre er værdisat til 0,- ? (jeg mener - hvis køleskabet, som er værdisat til ca. 3.000,- ikke virkede, så betalte vi selvfølgelig de 3.000,- som kompensation)
Ejendomsmægleren mener, at vi som køber og sælger skal finde en løsning på situationen. Mægler mener ikke, at vi kan bruge det, at der er betalt 0,- for dette stykke løsøre som argument for ikke at imødekomme købers krav.
Jeg savner nogle paragraffer eller andet at kunne benytte i denne sag. Vil bare gerne følge loven, men dog ikke betale for noget, som jeg ikke mener er rimeligt.
På sin vis vil jeg mene, at salget af komfuret, da det jf. vurderingsrapporten er løsøre værdisat til 0,- er en sag mellem køber og os som sælger, og da der er betalt 0,- for komfuret, er der ikke rigtigt noget at komme efter fra købers side?
Som et kuriosum kan nævnes, at vi ved nærlæsning har opdaget, at mægler i købsaftalen har overført vurderingsrapportens løsøre-beløb som prisen for "særligt tilpasset inventar", og dette således indgår i udregningen af maxprisen (komfuret udgør dog stadig jf. vurderingsrapporten 0,- af dette beløb, som i alt er ca. 12.000,-). I købsaftalen er løsøre opgjort til 0,- og der henvises til pkt. 15 i købsaftalen, hvor der står det om 'brugbar stand'. Har mægleren her lavet en bommert? (og har det nogen betydning?)
Hvordan bør vi svare/handle over for køber?
Har forsøgt at beskrive situationen på bedste vis, men spørg endelige, hvis der er uklarheder.
På forhånd mange tak for svar.