I vores andelsboligforening er der opstået et tvist: en af de store og mere attraktive lejligheder er blevet ledig og 2 parter er interesserede; lad os kalde dem Alfa og Beta.
Første problemstilling:
Ifølge vedtægterne §14 stk. 2a skal andelen først tilbydes "til den, der indstilles af andelshaveren, når overdragelsen sker til en person, med hvem han er beslægtet i lige op- eller nedstigende linie, ved bytning, eller til en person, der i mindst 2 år har haft fælles husstand med andelshaveren."
Spørgsmål: Alfa har familie som bor i ejendommen. De er ikke interesserede i at flytte fra deres nuværende andel. Vil Alfas ene forældre kunne købe den udbyde andel og evt. overdrage denne til Alfa?
Næste problemstilling:
Alfa har været andelshaver i ca. 3 år.
Beta har været andelshaver i ca. 9 år.
Alfa blev indskrevet på den interne venteliste i 2001 idet Alfa er født og opvokset i ejendommen og der har tidligere været præcendens for muligheden for at opskrive børn af andelshavere på ventelisten. Alfa figurerer ikke på den nyeste version af ventelisten (sidst redigeret i Nov. 2016) og er sidst set i en version fra 2013.
Beta har været opskrevet på den interne venteliste siden 2008 eller 2010 (seneste version siger 2010, men ældre versioner siger 2008) men Betas navn figurerer i alle versioner.
På foreningens hjemmeside skrives der ift. opskrivning på ventelister: "Der forefindes en intern og ekstern venteliste i Andelsboligforeningen. Bestyrelsen noter løbende navne på den interne og eksterne liste, der henvender sig med interesse for at købe en andelsbolig i foreningen samt deltage i andelsboligforeningens virke."
Vedtægterne indeholder ingen videre information om ventelisteordningen med undtagelse af de i teksten indsatte §§ om overdragelse af andele.
Ifølge vedtægterne §14 stk. 2b har "andre andelshavere, der er indtegnet på en venteliste hos bestyrelsen, har dernæst fortrinsret [til udbudte lejligheder i foreningen] efter tidspunktet for indtegningen."
Hvem har ret til den udbudte lejlighed - Alfa eller Beta?