http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/2007/07/26/052757.htm
Et par uddrag:
"Det er en lov fra februar 2005 der åbnede op for, at ejere af en andelsbolig kan optage lån ved at pantsætte deres andelsbolig. - Og den lov havde jeg ærligt talt gerne været foruden, og jeg havde sandelig ikke forestillet mig, at den første tvangsauktion skulle ramme os her i Sdr. Bjert, siger formanden, Lis Thomsen."
"Også direktør i Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, Jan Hansen, kritiserer skarpt banker og andre udlånsvirksomheder for at være alt for ukritiske, når de giver lån."
"Nu håber andelsboligforeningen at få sit udestående hjem, når lejligheden går på tvangsauktion."
Det virker som om, at DR's journalist og andelsboligforeningens formand har "glemt" at sætte sig ind i reglerne. Foreningen skal da have dummet sig rigtig meget for at foreningens udestående ikke har 1. prioritet før bankerne?
Iflg. artiklen er maksimalprisen 346.000 og foreningens tilgodehavende 100.000. Når foreningen tilsyneladende ikke selv har kunne sælge andelen, men salget er overgået til fogedretten, kunne det måske være, at et nedslag er nødvendigt?
Fra andelsboligforeningsloven:
§ 6, stk. 7, 1. pkt.: "Overdragelsessummen indbetales til foreningen, som efter fradrag af sine tilgodehavender hos den fraflyttede andelshaver udbetaler resten til den fraflyttede andelshaver og eventuelle andre rettighedshavere."
§ 6, stk. 7, 4. pkt.: "Til skade for den, der ved aftale har fået pant i andelen, kan foreningen kun fradrage sådanne tilgodehavender hos den fraflyttede andelshaver, der udspringer af dennes medlemskab af foreningen, og for så vidt angår løbende betalinger kun i indtil 1 år fra forfaldsdagen for de enkelte betalinger, medmindre foreningen inden fristens udløb har indledt og uden ugrundet ophold fremmet retsforfølgning eller eksklusion."
§ 6b, stk. 6, 1. pkt.: "Andelsboligforeningen kan modregne sine rimelige udgifter ved salget i overdragelsessummen."
(og det må vel også gælde selv om salget efterfølgende er overgået til fogedretten jvf. § 6b, stk. 7)
Så foreningen kan sagtens begrænse eller undgå tab.
Men selvfølgelig behøver DR ikke at sætte sig ordentligt ind i sagen. Det giver jo den bedste historie set med DR's briller, hvis foreningen kommer til at fremstå som "uskyldigt offer" - selv om det altså ikke er tilfældet.
Til gengæld er det nok rigtigt, at det kan give noget administrativt arbejde for bestyrelsen og/eller administrator - men sådan er det nu en gang.
Hvad den pågældende andelshaver i øvrigt angår, så er det jo hans eget ansvar, at han har belånt sig selv op over skorstenen, og brugt pengene.